Nordkapp - tirsdag den 25.07.2006

Fra Gävle til Skurugata

Tilbage

I dag: 629 km. Total: 6450 km. Efter en god nats søvn, var der morgenmad ved 7.30-tiden. En time senere var vi på vej igen.

Vejret viste sig igen fra den allerbedste side. Ikke en sky på himlen.

Første destination var Örebro og madkulturhuset. Vejen gik over nr. 67 til Sala og Væsterås og E18 til Örebro. Kvaliteten af disse veje var høj.

Undervejs blev der ikke vekslet mange ord. Lasse sov, Vibe hørte musik, Marie læste en sørgelig bog, for hun sad og snøftede, Torben passede vejen og jeg sad og funderede over stort og småt i tilværelsen. Det eneste, der brød bilens støj var insekternes evindelige klasken mod forruden. Det var højsæson for bl.a. Myg.

I Maries fagblad var en artikel om Grythyttan - eller rettere sagt Måltidets hus. Selve huset var identisk med Sveriges kontribut til verdensudstillingen i Sevilla. Det kunne vi godt tænke os at gense og med navnet Måltidets hus, havde Marie også en faglig interesse i at se stedet. I artiklen stod, at Grythyttan lå lige nord for Örebro, så vi kørte mod byen.

I yderkanten af Örebro stoppede vi, for at orientere os ved et af skiltene, der typisk står ved indfaldsvejene. Ingen information om vores Grythytta. Vi beslutter at prøve turistkontoret på Örebro Slot. Her slog de Grythyttan op på internettet. Det viste sig, at Måltidets hus lå i en by, der hedder Grythytta - som lå ca. 50 km. mod nordvest - i modsatte retning af vores planer.

Nå, vi kunne måske få elsdyrsbøffer dér, så af sted gik det mod Grythytta. Det var ingen problem i at finde frem til den kontroversielle bygning. Den havde fået en flot placering i udkanten af Grythytta med skov og sø som nabo. Bygningen indeholdt en souvenirbutik - med fokus på varer til måltidet og et bibliotek med kogebøger i stueetagen. Første etagen indeholdt en Cantina, hvor man kunne købe et måltid mad for en fornuftig penge. På denne etage var der også gæstekøkken og konferencelokaler. På øverste etage så der kun ud til at være kontorer. Der var ikke så mange gæster. Vi bestilte lidt forskellige retter og der var ikke noget at klage over - ud over at Vibe ikke kunne spise noget, så Lasse spiste dobbelt portion. Ja - og så at vi ikke kunne bestille elgbøf.

Efter måltidet gik vi en tur rundt om bygningen. Lige over for Måltidets Hus blev bilen tanket op med diesel - og vi med en is. Det var ekstremt varmt. På vej mod syd igen, rendte vi ind i kanten af en heftig regnbyge. Man havde helt lyst til at få stoppet bilen, for at blive kølet af.

Dagens mål var Eksjø, hvor vi ville se Skurugata - et meget specielt naturfænomen med en kløft midt i landskabet. Vi besluttede at køre til Eksjø Camping og overnatte dér. Da vi fandt campingpladsen, kunne de melde alt optaget, så vi måtte fortsætte. Næste forsøg var campingpladsen i Hult. Her var alt også optaget. Det var noget af en kontrast til de halvtomme pladser, vi havde set længere oppe nordpå.

Nuvel, vi besluttede at køre i retning mod Skurugata og se, hvad der bød sig. Turen foregik på grusvej et pænt stykke vej. Men vi fandt en P-plads og parkerede. Klokken var ved at være mange og vi havde endnu ikke spist aftensmad. Solen var på vej ned og vi kunne lige nå at se den gå ned fra et udsigtspunkt - Skuruhatta, der lå i forbindelse med kløften.

Marie fik hurtigt pakket en lille madrygsæk og vi nåede op på udsigtspunktet i rette tid. Maden blev fortæret, mens vi nød solnedgangen, den fine udsigt over Eksjø området og den helt ubeskrivelige stilhed, der var. Ikke en vind og ikke en lyd.

Intet varer ved. Vi måtte videre, hvis vi ville nå Skurugata, mens det var lyst. Så gik det ned af bakke. Ned mod den specielle klippefyldte kløft, der var ca. 800 meter lang, mellem 7 og 24 meter bred og op til 35 meter dyb. Utrolig fascinerende sted. Turen, vi skulle gå, var godt afmærket, men efterhånden som dagslyset forsvandt, kneb det med at finde vej. Nu var det jo en kløft, så hvad var problemet. Jo, da vi var nået et godt stykke ind i kløften, gik der pludselig en trappe op - på den forkerte side af P-pladsen. Vi kunne ikke se flere mærker længere fremme i kløften, så vi tog trappen. Vores tese var, at vi måtte kunne gå rundt om kløften. Da vi havde gået ca. 10 minutter, måtte vi erkende, at det var en forkert vej. Der var ingen afmærkede tur og det så ikke ud til, at vi kunne forcere kløften.

Retur til trappen ned i kløften og nu valgte vi den sikre vej tilbage fra hvor vi kom. Mørket var taget så meget til, at man skulle koncentrere sig om, hvor man trådte. Det gik meget ned og op over klippestykker, så et forkert skridt kunne godt få kedelige konsekvenser. Det hele var på en eller anden måde fascinerende. Her var man i en kløft, der om dagen nok var fyldt med gæster. Vi havde stedet helt for os selv. Mørket satte prikken over i'et med historien om trolde i kløften. Samtidig kunne mørket også virke lidt skræmmende.

Vi klatrede tilbage og stod lettere forpustede og godt svedige på udsigtspunktet og nød atter den totale stilhed, der trods alt er sjælden i naturen.

Så gik det de sidste 600 meter ned mod autocamperen.

Den oprindelige plan med at søge videre efter en campingplads blev hurtigt erstattet af en beslutning om at blive på P-pladsen midt i skoven. Vi holdt i et naturreservat og dermed var camping ikke tilladt. De skiltede ikke så meget med det, så vi tog chancen og satsede på, at ingen forvildede sig herud inden vi var kørt. En hurtig kop kaffe og i køjen. Alle var godt trætte efter en varm dag og en anstrengende tur. Det viste sig i øvrigt, at vi kun var få hundrede meter fra enden af kløften - og dermed P-pladsen, da vi vendte om. Så vi havde fået fuld valuta for pengene...